PM Tænkeri- Ulv, nej tak! 8. februar 2017

Læserbrev i Ringkøbing og Holstebro Dagblad den 8. februar 2017

Ulv, nej tak!

”Der findes ikke en oplagt løsning i øjeblikket”, læste jeg i går i Dagbladet Holstebro om et nyt ulveangreb på får.

Jo, selvfølgelig gør der det. Den skal ikke være her med sin hærgen. Den skal transporteres væk eller aflives. Jeg forstå ikke, hvorfor den skal have lov at lemlæste vores husdyr og have lov til at skabe frygt hos os i naturen for angreb på os og vores hunde. Nu havde vi for 200 år siden endelig fået den sidste skudt og ro for ulven.

Jeg forstår ikke den respektløshed, der er for dyrehold og os andre, som ikke ønsker ulven i Danmark. Det offentlige giver penge for ulvebid, men ikke til resten af dyrene og deres vogtere for deres mentale tilstand. Man kan ikke give mentalerstatning i form af penge. Det er skræmmende, at ulven betales for at hærge, og der ikke reageres mere effektivt. EU og nationale forordninger til trods. En hund der gentagne gange angriber dyrehold, skal aflives, og der skal betales bøde.

Jeg ser ofte friske spor af ulvene, når jeg til daglig er i naturen i Ulfborg- og Torsted områderne, og en del af mine kammerater har både set og filmet dem. Det er uforståeligt, at vi ingen rettigheder har overfor ulven. Den skal ikke reguleres, den skal helt væk. Reguleringer har jeg set indført på flere vildtarter, og de kommer næsten altid for sent. Bestandene når at udvikle sig alt for meget inden, der kommer til at ske noget.

Ulv, nej tak. Det kan jeg forstå.

Peter Maarup, selvstændig skovfoged.