PM Tænkeri- Rewilding, urørt skov og husdyr i skovene skurer i mine ører 

Mere diversitet i naturen, men også i ekspertudtalelser!

75.000 hektar skov sættes de næste 4-5 år ud af drift, hovedsagelig løvskov på Miljøstyrelsens arealer. Nåleskovene kommer senere.  Leveringer fra arealerne til løvsavværkerne og flis værkerne nedsættes med 80 procent.

Næsten en milliard kroner er der afsat til at sætte en del af skovbruget ud af drift på rekordtid (0 til 5 år). Brug meget mere tid til driftsændringer og få langt flere skovbrugskyndige til at yde en indsats med hovedformål, der hedder mere diversitet. Skovloven var nødvendig at få indført for 200 år siden, fordi mange træer var brændt på bål, brugt til hus- og bådebyggeri og anvendt til husdyrfoder. Loven forbød husdyr, hvor der blev gentilplantet, og der blev indført fredskov. Fredskov betyder, at der skal forblive skov og træer. Skovene skal passes, og der må gerne tages træ ud til brænde og tømmer, blot der forbliver træer i vækst.

At dyrke skov er en langsigtet affære. Alle ejere af jord med skov er meget fritstillede i forhold til, hvordan de dyrker deres skov, blot Skovloven overholdes. Loven giver bl.a. lov til åbne arealer, hensyntagen til vådområder og den forskelligartede flora og fauna, som trives imellem træerne.  Mange skovarealer er beliggende på jorde, som ikke var anvendelige for 200 år siden. Det var hårde betingelser at få trævæksterne startet og opretholde væksten. Meget planlægning og tilskud fra staten, og meget manuelt arbejde krævedes for at få plantagerne i gang. Nu er vores blevet til skove til biotoper med stor biodiversitet. Alle er glade eller hvad?

Ikke helt. Pludselig skal mange træer fjernes, særligt nåletræerne og mere åbne arealer fremelskes. Den hurtige beslutning vil skade biodiversiteten i vores etablerede skove. Begreber som rewilding, urørte skove og husdyr i skovene larmer i mine øre. Det der larmer, er at systemet danser efter såkaldte eksperters og politikeres piper uden særlig hensyntagen til ejere, brugere og skovuddannet personale og de træer, som er der. Ministeriet giver også sig selv dispensationer ud over, hvad Skovloven normalt tilråder!

Alle med skov i kroppen ved, at ved udvidelsen af biodiversiteten skal der tænkes langsigtet og sammenhængende. Ikke skift ved hver ny Miljøminister.

Eksperter har vi mange af. Både i skovbruget og fra andre grupper. Jeg mangler dog langt mere indblanding fra kollegaer i statssystemet, som også er uddannede eksperter og kender de berørte områder. Her høres intet. Først når de går på pension, kommer der mange fornuftige tilkendegivelser og udtalelse, og da er det er alt for sent. Min fornemmelse er, at der er en ekstrem topstyring af Miljøministeriet. Politisk topstyring så det basker. Basker alt for meget til hurtige løsninger om mere biodiversitet. Diversiteten burde også være i Miljøministeriet, så vil et mere nuanceret resultat fremstå, er jeg sikker på.

Se artiklen her:

https://petermaarup.dk/wp-content/uploads/Jyllandsposten-2021.11.14.pdf